Taken from a boat ride in the Auckland Harbour.

City of Sails

Ja, så er jeg fremme efter den længste tur nogensinde. Omtrent 26 timers flyvetid plus en masse transit ventetimer samt køkultur på den værste vis. Lad os bare være ærlige og sige, at rejser du alene lærer du reglerne!

Alt gik næsten perfekt for mig i Kastrup Lufthavn, lige indtil jeg finder ud af, at jeg er gået til den forkerte gate. Raskt iler jeg til den rigtige gate på etagen ovenover. Efter 1½ times ukomfortabel rejse med SAS fly, der er indrettede til dværge, ankommer jeg til Heathrow, London! Ud at strække benene. Der er skiltet godt med transfer flight, og jeg følger skiltene uden skepsis for englændernes mest kendte lufthavn. Jeg blev dog pludselig i tvivl, da jeg så, at jeg skulle sætte mig i en bus, for at komme til den rigtige terminal. SYV minutters kørsel for at komme fra den ene terminal til den anden – Jesus Fucking Christ siger jeg bare! Nå anyways, jeg følger fortsat skiltene frem til skranken med en medarbejder fra Air New Zealand.

Panik! Endte det nu med, at jeg skulle strande i lufthavnen? Grunden til disse tanker er, at medarbejderen fortæller mig, at jeg skal have visa for at rejse via USA, altså også selvom det kun er transit. Hmm, tænker jeg og vender mig med et irriteret udtryk i ansigtet, for hvor fanden finder man lige en computer, hvor jeg kan lave sådan en online ansøgning? ”Bare rundt om hjørnet” – ja goddav du, nede i den anden ende af terminalen skulle du prøve.

Stemningen bliver da løftet lidt op, da jeg støder ind i Anna, Karoline og Stine. Alle danskere som også rejser med Alott og derfor også har samme problem som mig. Sammen løser vi problemet og får os tjekket ind på NZ1 til Auckland, New Zealand via Los Angeles, USA. Vi får os nogle sandwichers mens vi venter på gatenummeret – igen, OGSÅ i den anden ende af lufthavnen.

Flyinfo: Boeing 747-400, bedre kendt som Jumbojetten. Vi flyver med en gennemsnitsfart på 900 km/t i 10-11 km’s højde. Alt mad og drikke er gratis, og du får at vælge imellem 78 film, en hulens bunke album, spil, radiokanaler, tv-serier, flyvetursinfo og meget mere.

24 timer og en frygtelig kø i USA senere er jeg i Auckland og venter på den berygtede told eftersyn. Som et lille plus på min ellers så hårde rejse, slipper jeg for nogen videre undersøgelse efter at have mødt den lokale narkohund; ”hej med dig”.

Jeg finder ligeledes lufthavns shuttle bussen temmelig hurtigt og fortæller jeg skal af på ACB, Auckland Central Backpackers Hostel. ”No Worries, mate!”.